Argentisk kultur


Mange danskere vil gerne i kontakt med flygtninge og andre nydanskere. Nogle tøver, fordi de nødig vil bære sig dumt ad og er i tvivl om, hvordan man håndterer sproglige og kulturelle forskelle. Hvordan hilser man for eksempel på hinanden? Hvad spiser man? Hvordan undgår vi i det hele taget misforståelser?

Her får du gode råd til at omgås mennesker fra Argentina (download dokumentet)

 

Mødet med en argentiner
Argentinere er et meget hjertevarmt, respektfuldt folk, der er helt vilde med fodbold. Normalt hilser argentinere hinanden med kindkys, håndtryk eller kram. Det kan variere fra forskellige steder i landet, om man giver et eller to kindkys, men kindkys er både mellem mænd, mænd og kvinder og kvinder imellem.

En ting, der er vigtigt for argentinere i mødet med nye mennesker, er respekt.

Argentina er et land med mange forskellige kulturer, da mange folk fra forskellige lande er immigreret til Argentina, så nogle ting er fælles for de fleste argentinere, men mange ting afhænger også af, hvilken familie man kommer fra. Der er immigreret mange europæere fra Spanien, Italien, Portugal og Tyskland, men også fra Kina, arabiske lande og fra nabolandene er mange immigreret til Argentina. Argentina er et meget stort land, og kulturen er også meget forskelligt i de forskellige områder af Argentina; nord og syd, storby eller landsby. Storbyerne er præget af stress, trafikken er kaotisk og til dels med dårlig infrastruktur.

Argentina er også præget af meget korruption og usikre gader, så mange mennesker er bange for at blive bestjålet eller overfaldet. Generelt er der mindre sikkerhed og tillid til hinanden i Argentina ift. Danmark. Derfor vil man også se mange huse med gitre for vinduerne og ud til gaden, og gaderne er også tit fyldt med affald og skidt. Argentina er også meget økonomisk udfordret, hvilket gør det svært for mange argentinere at spare sammen, og mange betaler for ting i kvoter.

Mange argentinere er meget impulsive og går ikke særlig meget op i punktlighed. Når det kommer til mad, er argentinere også ret forskellige fra danskere. Det er normalt for argentinere at spise varm mad to gange om dagen, og normalen er at få eftermiddagskaffe ved 17- eller 18-tiden og spise aftensmad omkring kl. 21 eller 22. Men når vi snakker om argentinsk mad, minder den lidt om dansk mad, da maden generelt ikke er specielt stærk, og den typisk indeholder meget kød.

Danskere og argentineres dagligdag har også meget tilfælles. Arbejde fylder meget i hverdagen. Mange bruger deres penge på elektronik og ferier, og i weekenderne mødes man med venner og familie, og de unge går i byen.

Venskab
Et venskab for argentinere er meget forskelligt. Nogle har brug for få tætte relationer, mens andre har brug for en stor omgangskreds. Nogle ses på en hverdag, andre i en weekend eller hver weekend. Nogle ser venner som vigtigere end familie, mens andre prioriterer familie over venner. Så det med venskab varierer rigtig meget og afhænger af den enkelte person. Men overordnet set er ærlighed, hjælpsomhed, at kunne snakke, spise og more sig sammen ting, der er vigtige i et venskab. Normalt er aftaler med venner ikke noget, der bliver skrevet i en kalender, men mere noget spontant og løst.

Inviterer argentinere til fest, er dekorationer, mad og en festsouvenir vigtige elementer, og for nogen også alkohol. Festerne starter tit sent om aftenen, og det er normalt, at de inviterede kommer for sent, og det er ikke noget, der ses skævt til.

 

Familieliv og kønsroller
I argentinsk kultur er familien vigtig. Udvidede familier er meget normale med bedsteforældre, tanter, fætre, ægtefolk og børn i samme hus eller hvert fald i samme område. Ofte bliver det også bedsteforældrenes opgave at være både vuggestue, børnehave og SFO.

Synet på børn i Argentina er meget forskelligt, lige fra ligegyldighed til overbeskyttelse, mens det også er meget forskelligt, om forældrene har kontrollen over børnene eller omvendt. Det er heller ikke unormalt, at et barn vokser op ved deres bedsteforældre, tanter, onkler eller på et børnehjem. Før i tiden mødtes børnene typisk på gaden for at hænge ud, men nu ser man flere og flere børn gå hjem for at sidde foran computeren.

I argentinsk kultur bliver det mere og mere normalt ikke at blive gift, hvilket hænger sammen med den radikale feminisme, der er vokset meget i Argentina. Før i tiden var mange mænd meget galante, men det er ifølge den radikale feminisme udtryk for kvindeundertrykkelse. Den radikale feminisme kæmper ikke for lighed men for kvindeoverlegenhed, og de er ligeglade med de kvinder, som ikke deler deres radikale holdninger. I nogle provinsområder er mange mænd meget kontrollerende.

 

Religion og tradition
I Argentina er den officielle religion romansk katolsk, så man følger paven i Rom. Herudover er der også en del evangeliske kirker, der minder lidt om de danske frikirker. Det er ca. 79 % af argentinerne, der identificerer sig selv som kristne, men ud af dem er det ca. 20 %, der rent faktisk udlever deres tro. Der er altså en del kulturkristne som i Danmark, og argentinerne har også religionsfrihed.

Dåb, bryllup og begravelse i kirken er noget, der er meget brugt, mens det at gå i kirke om søndagen hovedsageligt er de 20 %, der gør det, da mange argentinere ofte afsætter weekenden til at slappe af og være sammen med familien.

Herudover er det også ofte den ældste generation, der har den største tilknytning til katolicismen, mens de yngre generationer går mere og mere fra det. Men det offentlige rum i Argentina er præget af katolicismen med symboler som korset rundt i gaderne, samt mange kirker.

Når det kommer til dødsfald inden for argentinsk kultur, sker der flere forskellige ting. Først kommes den afdøde i en kiste, og kisten placeres så åben i et specielt rum, så familie og venner kan komme og tage afsked med den afdøde. Ved vigtige eller offentlige personer kan kisten blive placeret offentligt eller i en kirke. Efter familie og venner har taget afsked med den afdøde, kommer der en præst, som holder en lille tale. Dette kan enten gøres ved den åbne kiste eller på kirkegården ved graven. Det er meget forskelligt, om folk vælger at blive begravet, kremeret, komme i et gravhus eller i bóvedas, som er et dybt skab i en lang mur.

Magtfordeling
I Argentina har man magtens tredeling som i Danmark. Desværre fungerer delingen ikke særlig optimalt, så det er regeringen, der sidder med mest magt. Medierne har også stor magt i Argentina. Det er meget normalt, at medierne manipulerer og overdriver nyheder, så de fremstilles som noget sensationelt og dramatisk. Fagforeninger har også stor magt; de truer regeringen og firmaer med strejke, men samtidigt truer de også arbejderne, så de følger, hvad fagforeningerne siger.

 

Af Johanne Rohde Jensen, 2021

 

 



Kategori: Beskrivelse af forskellige kulturer

Vil du vide mere?

Johane Ettrup Brande
er ansvarlig for hjemmesiden. Og du er også altid velkommen til at kontakte andre af Indre Missions Tværkulturelle medarbejdere, hvis du vil vide mere. 

Du kan finde medarbejderne her