Sebastian Olesen bor og arbejder i Vollsmose, en bydel i Odense. Han har opdaget, at muslimer bliver interesserede i Jesus og kristne mærker længsel efter at blive brugt af Gud når han fortæller dem om sine oplevelser.
Derfor har Sebastian skrevet en bog om sine oplevelser. En muslimsk veninde opfordrede ham til det. Sebastian ønsker, at folk vil læse bogen som en opmuntring til at træde ud i det ventende kald til mission og opgaver, de ikke kunne se sig selv i før.
Hverken danskere eller nydanskere er lukkede for evangeliet. Men vi skal inkludere de nye fra day one uden at se dem an først, og vi skal tale forståeligt om tro, også ved kristne møder.
En af Sebastians oplevelser: Tidligere på året mødte hans kristne somaliske bofælle Sade en anden somalier, som havde en masse spørgsmål om tro. Først var Sade betænkelig ved, om han bare stillede spørgsmål for at fange ham i noget.
”Men snart fandt vi ud af, at han spurgte ud fra oprigtig interesse,” fortæller Sebastian. ”Vi inviterede ham med i Odense Vineyard. Det var første gang, han var med til en gudstjeneste. Og her lagde vi hænderne på ham og bad en bøn for ham. Han kiggede overrasket op og spurgte: ”Hvad er det for en speciel kraft, der går gennem mig lige nu?” Vi forklarede ham, at det måtte være Guds Ånd, der rørte ved ham. Det troede han på! Efterfølgende hørte vi ikke fra ham i lang tid. Det viste sig, at han var flyttet til København og her fortalte om kristendommen til sine somaliske venner. Han vidste ikke ret meget, så han bad os komme og undervise dem. Seks måneder efter vores første møde tog Sade og jeg til København. Vi tog vores ven med i København Vineyard og bad for ham. Han spurgte overrasket: ”Hvorfor mærkede jeg ingenting denne gang?” Så måtte vi forklare, at forbøn ikke altid kan mærkes. Herefter fortalte han, at han længe havde været afhængig af cigaretter og alkohol, men under bønnen i Odense Vineyard seks måneder tidligere blev han sat fri herfra. Han gik i behandling for at blive ude af alkohol og har ikke rørt det siden. Og så var han begyndt på en uddannelse. Nu er han bare sulten efter at lære Jesus bedre at kende. Er det ikke fantastisk, hvad Gud kan gøre?” slutter Sebastian af.
Af Krista Rosenlund Bellows, 19. december 2023