Vi har brug for en hyrde i livet

, 01.09.2014

IKC’s leder i København, Anders Graversen var med, da IKC og andre aktører for første gang holdt sommerlejr udelukkende for farsitalende. Lejren foregik i Hillerød. Siden mødtes Anders og en af lejrdeltagerne til en snak om lejren og troen på Jesus Kristus.

Ali Reza er hans fornavn og han er sat stævne i missionshuset Bethesda tæt ved Nørreport i København. Ali Reza deltog på dette års sommerkonference for farsi-talende. Farsi er sproget man taler i Iran og Afghanistan. I de seneste par år har mange mennesker fra disse lande besøgt aktiviteterne i Internationalt Kristent Center i Bethesda. Sommerkonferencen for farsi-talende var planlagt i samarbejde med Apostelkirken og Netværkskirken metropol, som begge er i København og begge har en betydelig andel af farsi-talende kirkegængere til deres gudstjenester.

Ali Reza kom til Danmark 8. februar 2013. siden har han boet på fire forskellige asylcentre. Han har fået afslag på sin ansøgning om asyl, men tør nu ikke vende hjem til Iran pga. sin kristne overbevisning. Han kommer fra Iran, hvor konvertering til kristentroen er forbundet med livsfare. Egentlig kom han for at besøge sin bror, som bor i Danmark med sin familie. Under besøget mødte han Mahmoud. Mahmoud har været i praktik i IKC, og Ali Reza blev inviteret med. Det blev først til ét og siden mange besøg – for Ali Reza i første omgang engelskfremmende og efterfølgende livsforandrende besøg.

Majken, som er tværkulturel rådgiver, gav Ali Reza den første bibel og Operation missions gamle Jesusfilm fra 1973. Ali Reza fortæller, at han få dage efter at have set filmen får et voldsomt astmaanfald. Han tog medicin hver dag imod astmaen. Netop som astmaanfaldet aftog hørte han en stemme: ”Kom til mig”. ”Og siden da, har jeg aldrig brugt min astmaspray”, fortæller Ali Reza.  

Ali Reza var med på både den multikulturelle sommerlejr i Hillerød og den farsi-talende sommerlejr – og ind imellem var han på Fårevejle bibelcamping. Om den første lejr i Hillerød mindes han, at det var godt at være sammen med folk. At bede sammen med andre mennesker. ”Der var mange børn på den første lejr. De dansede og legede – og vi bad og var sammen i fællesskabet. Det var meget smukt”. Da jeg så spørger til lejren for farsi-talende udbryder han øjeblikkeligt: ”It was great! Det var stort! Det var virkelig en bibelkonference. Jeg lærte virkelig bibelen dybere at kende: Jesus vil være vores hyrde, vores gode hyrde i livet. Vi har brug for en hyrde i livet. Jesus tager sig af den ene ud af en stor flok”.

Der er ingen tvivl om, at Ali Reza har været glad for at deltage. Han forsætter glad med at referere flere af bibeltimerne: ”Jesus siger, at bibelen er nøglen til at forstå livet. Bibelen er som et vandfald. Der kommer nyt op. Vi skal læse bibelen hver dag – i mange år. Jesus siger, at vi er hans brødre, når vi tror på ham. Han er min hyrde, det vil jeg dele med alle” slutter han med et stort smil. 

Der var da også både morgenbibeltimer, eftermiddagsseminar og aftenmøder alle dagene på den farsi-talende lejr, så der var rig mulighed for at fordybe sig i Guds Ord. Om aftenen lød der god gammeldags vækkelsesforkyndelse, hvor Kristus var i centrum, med en efterfølgende klar appel til at omvende sig. Den sidste aften henvendte 60 af lejrens deltagere sig for at få en samtale og modtage forbøn. Tårerne trillede og Jesus blev prist som Herre og Frelser - af nogle på ny og af andre for første gang i deres liv. For lederne fra IKC var det fantastisk at komme i kontakt med vores gamle vækkelsesbaggrund. Det er for det, at vi arbejder: at mennesker må møde Jesus og blive fornyet i livet med Ham!

Ali Reza har en åben Facebookprofil, som hedder: ”Pesar Khoda”, hvilket betyder: ”søn af Gud”. Her lægger han billeder, vidnesbyrd, små filmklip og andet evangeliserende materiale. Facebookprofilen er kun to måneder gammel og har allerede fået mere end 300 venner. Her er alle velkomne til farsi-evangelisation!

Artikel af Anders Graversen