Da jeg startede i frivilligt integrationsarbejde, var jeg noget reserveret – det var jo fremmede mennesker – så det passede mig fint, at det kunne foregå på neutral grund. Dansk flygtningehjælps gruppe i Christiansfeld startede med danskhjælp på skolens bibliotek og udflugter og andre arrangementer. Men der er noget særligt ved at besøge hinanden.
Vi forsøgte fra begyndelsen at knytte kontaktpersoner til de flygtningefamilier, der ønskede det. Der var for eksempel en afghansk mor, der ikke kunne komme på Sprogcenter, fordi hun skulle passe et handicappet barn hjemme. Et par frivillige kom hver en gang om ugen og besøgte hende. Sådan startede hendes danskundervisning og kontakt til danskere, et halvt år før kommunen endelig fandt en institutionsplads til barnet i dagtimerne. I dag uddanner hun sig til tandklinikassistent. Og da deres frivillige ven for nylig skulle have hjælp med nyt tv og computer, sendte hun bud efter deres ældste søn, der går i 2.hhx.
Selv fik jeg meget kontakt til en familie, da moderen var på sin første barselsorlov. Vi læste dansk og snakkede sammen i deres hjem. Senere læste jeg også HF dansk med hendes mand, da han skulle i gang med en ingeniør uddannelse. Og jeg var vildt stolt af ham, da han bestod med en god karakter. Nu arbejder han som ingeniør, hun i en viktualieafdeling, og de har købt eget hus. Når jeg nu kommer på besøg, er det for at nyde deres dejlige unger, hygge mig og diskutere verdenssituationen.
Andre familier var så traumatiserede, at de ikke kunne koncentrere sig om at lære sprog og ikke kunne få arbejde. Det var især hårdt for de familier, der kom efter 2002 og skulle klare sig med starthjælp (som er cirka det halve af kontanthjælp) i flere år, før de fik førtidspension. Det betød undertiden, at de sparede på den dyre beroligende medicin med kedelige konsekvenser for hele familien. Her var det svært at acceptere, at det kun var lidt, jeg kunne gøre.
Noget af det, der motiverede mig til at blive frivillig, var, at jeg hørte om nydanskere, der havde været 8-10 år i Danmark og havde arbejde, uden at have været i et dansk hjem. Er danskerne så ugæstfrie? Derfor inviterede jeg en afghansk familie med til min runde fødselsdag, og de fik lov at bidrage med afghansk musik på harmonium og tromme. Jeg får stadig et kort til min fødselsdag! Det med danske hjem inspirerede os til i nogle år at lave ”damekom sammen” for de kvinder, der ikke havde arbejde. Nogle danske frivillige lagde hus til og gav formiddagskaffe og inviterede måske en dansk veninde eller to. Fordelen ved dette arrangement er, at det fungerer, selv om der måske kun kommer 2-3 flygtningekvinder. Men jeg husker også 10-12 kvinder snakkende om et bord, hvor det endte med demonstration af afghansk dans.
I år fejrede de afghanske familier i Christiansfeld for første gang deres afghanske nytårsfest sammen, og de inviterede nogle af os med til deres arrangement. Det betyder vel, at vi er godt på vej fra at være frivillige til at blive venner.
Af Hanne Thinggaard, frivillig i tværkulturelt arbejde, maj 2011
English
Español