Teolog på asyl-besøg

, 06.09.2010

At livet foregår i et højere tempo øst for Storebælt bliver understreget, når man taler med Thomas Høyer fra Internationalt Kristent Center i København. Ørerne skal holdes stive, og hjernen skal indstilles til at yde max for at få enhver detalje med, når den hurtigt-snakkende teolog fortæller om sit arbejde på asylcentre rundt omkring på Sjælland. 

Man får hurtigt det indtryk, at de mange ord og begejstringen for arbejdet er én og samme sag. Thomas har nemlig, i sit arbejde, fået mulighed for at bruge mindre tid på det administrative og mere på det praktiske – deriblandt arbejdet på asylcentrene.

Der er i øjeblikket 11 centre på Sjælland og flere er på vej. Men Thomas har primært sin gang på Sandholm og Avnstrup. Her besøger han mennesker, der på den ene eller anden måde har været i kontakt med IKC. Han har dog ikke mulighed for frit at tage ind på centrene, men kan kommer der, når han bliver inviteret af en af beboerne.

For det meste har asylansøgerne blot brug for at snakke med et medmenneske og måske lufte nogle af deres frustrationer. Andre gange er det troen, det drejer sig om, eller måske giver Thomas gode råd vedrørende deres asylsag.

Thomas er behjælpelig med alt det, han kan. Men som han siger: ”Behovet er stort, og der er brug for frivillige!” Der er brug for kristne, der ønsker at være en næste for asylansøgerne og måske bruge et par timer på et besøg. En af solstrålehistorierne, som Thomas selv formulerer det, handler om Verner og Lone, der boede tæt på et af centrene. De inviterede hver uge beboerne til bibelstudie og tog selv ud og hentede dem på det aftalte tidspunkt. De hørte kaldet til at hjælpe og handlede på det.

Forholdene på asylcentrene er ikke altid en dans på roser. Selv om beboerne frit kan bevæge sig ud og ind, føler de sig ofte tilsidesat og pressede. Fremtiden er usikker, og nogle kæmper med frygten for at vende tilbage til deres hjemland. Derfor er Thomas´ arbejde af stor værdi for dem, han møder på sin vej. 

Han er så privilegeret at kunne bruge sin arbejdstid på det. Spørgsmålet til os lyder nu: ”Hører du kaldet til at være næste for en fremmed?”. Lidt ør i hovedet, men dog opmuntret lægger jeg røret på efter mit interview med Thomas Høyer. Han er en mand med en mission. Det må godt smitte lidt af!

Af Andreas Lind Pedersen, september 2010