Sprudlende. Det er nok det ord, der bedst beskriver den unge, iranske kvinde, der sidder overfor mig. Sprudlende Atefeh, med sine store krøller og glade smil, spreder glæde og energi hvor hun går. Trods det at ordet depression fylder en del, når hun fortæller sin historie. Hun kom til Danmark for knap to år siden, for at besøge sin dansk-iranske mand og nu 4-årige datter, og hun venter stadig på svar på, om hun og hendes datter kan få lov til at blive.
”Var du muslim i Iran?“ spørger jeg nysgerrigt. Atefeh tøver. ”Nej,“ svarer hun, men ændrer hurtigt mening: ”Ja, jeg var – på papiret!“ I Iran skal alle være muslim, forklarer hun, ellers kan man ikke rigtig få et arbejde. Jo, hun kendte Gud og snakkede med Gud, men hun var ikke muslim. ”Men i Danmark har du mødt Jesus?“ fortsætter jeg, og Atefeh smiler, ja, i Danmark har hun lært Jesus at kende. Hun fortæller om, da vi var i kirke sammen, hvilket var første gang, hun var i kirke. Det er nadveren, der fylder i hendes bevidsthed. ”Jeg bliver – wow! Jeg føler, Jesus elsker mig,“ siger hun, og man fornemmer, hvor overvældet hun blev af oplevelsen af nadveren. En ubeskrivelig ro og glæde lyser op i hendes øjne og smil. Jeg mindes den store oplevelse det var for mig at se, hvordan Jesus rørte ved hende den dag, gennem et lille brød og nogle få dråber vin; gennem det fantastiske under, som for mig så nemt bare bliver en ugentlig begivenhed, der ikke lægges flere tanker i.
Atefehs liv blev forandret af at kende Jesus, fortæller hun. For Jesus elsker alle mennesker, og han døde for os, han er en gave til os. Når noget i ens liv er dårligt og man er ked af det, kan man altid snakke med ham. Han elsker os, tænker på os og bekymrer sig for os, fortsætter hun, og der er ingen tvivl om, at der ligger en dyb, personlig erfaring bag disse ord. ”Når jeg er alene, tænker jeg, nej, jeg er ikke alene!“ siger Atefeh, og igen er der dette rolige, forklarede smil over hele hendes ansigt; ”Det er rigtig godt,“ smiler hun.
Hun mødte første gang konkret budskabet om Jesus, da et par kvinder fra Jehovas Vidner ringede på hendes dør sidste år. Hun gik derhjemme og spurgte Gud, hvorfor hendes liv var så svært? Måske elskede Han hende ikke? Og så stod disse kvinder udenfor døren, og gav hende Det Nye Testamente. ”Jeg læste den på to dage,“ fortæller Atefeh, ”og det var meget, meget godt!“ Men det var ikke alt, hvad hendes nye bekendte fortalte hende, hun fandt godt. ”Når jeg var til Jehovas Vidners møde, følte jeg ikke, Jesus elskede mig,“ fortæller hun, ”men det gjorde jeg i kirken.“ Og vi er tilbage ved det lille bæger vin, den søndag i kirken. ”Det var en meget…“ hun leder efter det rette ord, ”speciel oplevelse, for første gang i mit liv! Jeg føler, Jesus siger til mig: jeg elsker dig. Jeg elsker dig. Det var… Dejligt. Det var rigtig godt!“ Og igen dette smil, med en sådan ro, en sådan glæde. Et sådant vidnesbyrd om Jesu kærlighed, om hvor dybt han rører, hvor virkelig og konkret han virker i vores liv, hvordan han formår så langt mere, end vi forstår.
Af Camilla Jensen, volontør ved IKC, Aarhus, maj 2012
English
Español