Af Krista Rosenlund Bellows, landsleder i IMTA
December 2020
Da regionsleder Bjarne Taulborg foreslog tværkulturelt arbejde som en del af mit job kom det som en overraskelse. Men jeg tænkte, at det kan jeg godt. Det ligger ikke fjernt fra mig". Sådan fortæller Erik Empleo Dahl Hansen. Han er samfundskonsulent på Fyn med udadrettede og tværkulturelle opgaver. Erik er vokset op i Fredericia, uddannet teolog, 28 år og gift med Heidi, som arbejder i Kommunikationsafdelingen på Indre Missions Hus. De er forældre til Morten og bor i Middelfart. ”Jeg kan godt lide at sejle, så derfor blev det Fyn, ” fortæller Erik. Forslaget om tværkulturelle opgaver kom uventet, for Erik havde ikke regnet med også at få del i det, selvom han har lidt erfaring på forhånd. I studietiden i Aarhus tog han for eksempel udfordringen op, da hans frisør inviterede ham på besøg i den lokale shiamuslimske moske. ”Derudover har jeg ikke så meget kontakt med muslimer, men til gengæld er jeg vokset op med en stor omgangskreds af filippinerne, i form af en stor skare af familie og veninder omkring min filippinske mor. ” Jeg spørger, hvilken størrelse det filippinske har udgjort i hans liv. ”Som mindre var jeg lidt flov over at være anderledes. Senere følte jeg stolthed. Det er et privilegium at være andet end dansk og at komme ind i en anden måde at se livet på. Jeg har set hvordan min mors familie i Filippinerne har en helt anden tilværelse. De er rismarksarbejdere. De får et meningsfuldt liv ud af helt andre og fattigere livsvilkår. ” Den filippinske kultur har Erik oplevet som barn. Han forbinder den med fest og farver, og karaoke fylder en del når man skal more sig. Det filippinske præg er i det hele taget mere farverigt end typiske danske hjem er. ”Der var rigtig mange farver hjemme hos os, og ingen hvide vægge nogen steder! Vi havde et helt gult rum, og de andre var grønt, blåt og lyserødt. Mit værelse var rødt. ” De fleste filippinere er katolikker. I hans barndomshjem var der små jomfru Maria statuer og figurer af det hellige barn. Som voksen blev Erik luthersk samtidig med at han har sin filippinske arv med sig. ”Når vi er til familiefest kommer karaoken frem, og det synes jeg er sjovt. Jeg tager ikke uden videre den danske måde at leve på for gode varer. Er det virkelig så livsnødvendigt at have så mange forbrugsgoder og det rigtige antal værelser i lejligheden?«