Jeg hedder Adil Balizi, og jeg er født i Meknes, Marokko. Efter studentereksamen flyttede jeg til London i to et halvt år. Derefter knap atten år til Auckland, New Zealand, hvor jeg videreuddannede mig og arbejdede i luftfartsindustrien. I 2008 blev jeg gift og flyttede til Danmark, hvor det meste af min familie rent faktisk bor. Min kone og jeg har en datter på halvandet år.
Jeg hørte om IKC i 2009 fra en dansk ven af familien, og jeg blev meget glad for at kunne lære dansk og møde nye venner. I IKC deltager jeg i danskundervisningen og i udflugterne til museer m.m. Jeg blev spurgt om at hjælpe med engelskundervisningen, og det var naturligt for mig at svare ja, for det var det mindste, jeg kunne gøre som tak til IKC for at hjælpe mig med at lære dansk og med at integrere mig her i samfundet. Jeg tror på, at Gud hjælper mig, når jeg hjælper andre. Alle har vi nemlig, på et eller andet tidspunkt, brug for hjælp. Derfor er det vigtigt for mig at hjælpe andre, for da vil Gud hjælpe mig, når jeg er i nød. I Marokko siger vi ”Gør en god gerning og glem det!”, for ingen af os kan jo vide, hvornår vi får brug for hjælp…
Sådan har jeg også altid gjort i luftfartsindustrien. Det er blevet en del af min natur. Jeg er muslim, og det er en del af vores lære, at vi skal hjælpe alle uanset deres religiøse eller etniske tilhørsforhold. Vi muslimer tror jo på kristendommen, så det er intet problem at hjælpe i et kristent arbejde.
Om fredagen deltager jeg i bønnen i moskeen, og det glæder mig, at imamens arabisksprogede undervisning oversættes til dansk. Jeg kommer naturligvis oftere i moskeen end blot en gang om ugen. Jeg beder fem gange om dagen, og når det er muligt for mig, beder jeg i moskeen. Når vores datter bliver lidt ældre, vil vi gerne tage hende med til moskeens sprogundervisning og koranundervisning.
Alle ansatte i IKC er meget venlige og hjælpsomme og bidrager til at integrere os i samfundet. De er fordomsfrie! Og det er i skærende kontrast til landets nuværende politiske ledelse. Den holdning, jeg møder i IKC, svarer heldigvis til den holdning, jeg møder i den danske befolkning. Men mange danskere har ingen anelse om, hvad landets nuværende politiske ledelse udsætter nyankomne, som mig, for. Hvis de vidste det, ville de aldrig stemme på dem.
Der er sørgeligt mange eksempler på familier, der splittes af lovgivningen. En af mine venners afslag på opholdstilladelse hører vel til kategorien af meget umenneskelige afgørelser. Hans kone, der har boet i Danmark i mange år, faldt og behøvede operation, mens hun var højgravid, og få dage efter fik han afslag og skulle forlade Danmark. Det var ikke muligt for ham at råbe myndighederne op og få udsat udrejsefristen. Han var altså ikke til stede ved fødslen. Det var også lovgivningen, der forhindrede mig i at være til stede ved min datters fødsel.
Af Thomas Høyer, missionær, maj 2010
English
Español