Fuldt missionshus i Fredericia

, 01.12.2014

En torsdag aften i december var Fredericia missionshus fuld af syrere og palæstinensere fra byens asylcenter. Indre mission havde inviteret, og over 100 kom. Der kom også danskere nok til at alle gæster fik en dansker eller to at snakke med ved bordene. Gæsterne var begejstrede for at komme i byen og stemningen var høj og festlig fra starten.

Man begyndte med nogle små lege ved bordene for at få snakken i gang. Derefter bød IM’s lokale formand, Cecilie Thams Nord Hansen, velkommen og fortalte om huset og dets aktiviteter. En arabisktalende kristen var tolk hele aftenen. Så fulgte et afvekslende program med lege, sange og musik - alt fra klassisk klavermusik, over julesalmen Silent Night, til 100 arabisktalendes bedste medvirken i Ole sad på en knold og sang på dansk med bevægelser til. I pausen gik man begejstret til det store kagebord. Otte syrere bidrog spontant med en dans. en ældre mand kom op, bad om ordet og sagde tak til arrangørerne. ”Vi sluttede af med at bede fadervor på både dansk og arabisk, og da jeg sagde amen lød der et massivt amen tilbage fra salen” fortæller Jens Ole Jespersen, som var mødeleder og sammen med andre stod for planlægningen.

Optakten
Jens Ole Jespersen fortæller, at asylcentret kun har været i byen siden oktober. Centret lejer den nedlagte kaserne, der ligger flot ned til vandet.
IM’s bestyrelse fik ideen til en fest og drøftede den. Er det en god idé? Hvordan skal det gå? Er flygtninge oplagt til fest? Vi kan ikke snakke meget med dem, for kun få kan engelsk. Man besluttede at gå videre med ideen, og Jens Ole meldte sig.

Han besøgte asylcentret og mødte dets daglige leder og medarbejdere. De bakkede op om IM’s forslag, at invitere alle asylsøgerne til fest i missionshuset. Det er omfattende at organisere besøg hos private, men en invitation til en fælles fest for alle var de helt med på – og missionshuset har plads nok.

På et møde med asylcentret ugen efter præsenterede Jens Ole og hans medarrangør deres ideer, og så blev indbydelsen gjort færdig og hængt op allevegne på asylcentret, hvor der bor 140.

Hvilke tanker havde I gjort jer?
Man skal se det som en prioritering. Men man tænker frem og tilbage – og det bliver en gave bagefter! Man kan ikke sige andet, end at når man er sammen med dem, så er der så meget liv over dem. De er taknemmelige, og det varmer. Hvis man gør det, så vil det lykkes. De uger, der er gået med at få det i stand gør, at man møder dem som mennesker. Der er så mange der miskrediterer flygtninge, men det er vigtigt at vise flygtninge respekt.

Det viste sig at være unødvendigt at bekymre sig om, hvor meget man skulle stå på hovedet for at skabe stemning, for deltagerne havde glædet sig til at skulle i byen, og de gav meget igen.

”Når man tænker på hvordan deres hverdag er på asylcentret. En fra centret var med og sagde, at det var første gang at hun havde set dem grine og smile så meget. De var glade, nød at være inviteret i byen og komme væk fra den gamle kasernes rammer, hvor de sover i køjer på fællesstuer. Der er ikke meget privatliv, og mange af dem er jo modne voksne mennesker.

99% af dem er muslimer, men de havde ingen fordomme mod at blive inviteret i missionshuset. De fik at vide at huset er en del af kirkens arbejde.”

Hvad sker der så nu?
”Arrangementet var en åbning for kontakten, og ca. 25 danskere var med. Det må gerne munde ud i forskellige initiativer. Der skal flere kontakter og tilbud til. Til sommer kan vi måske grille ved stranden” fortæller Jens Ole.

Gode råd
Han giver fem gode råd videre:
Hvor der er flygtninge vil de sætte pris på at blive inviteret ud, for ellers er de jo kun på asylcentret. Så hvis man vil arrangere noget, så kommer de!

Man skal have et godt samarbejde med de ansatte på asylcentret. Det kom som en gave ovenfra at vi simpelthen fik lov til at invitere.

Man behøver ikke bekymre sig om noget at snakke om, for de skal nok snakke.

Det visuelle, en masse lege og konkurrencer er godt.

Det fungerer godt at have en arabisktalende tolk med, som går ind i opgaven og forstår at aflæse stemningen. Indre missions tværkulturelle konsulent kan formidle kontakt til en kristen tolk, der gerne medvirker til tilsvarende arrangementer.

Af Krista Rosenlund Bellows.