De tre vigtigste opgaver i det arabiske arbejde

, 11.02.2022

De tre vigtigste opgaver i det arabiske arbejde er kontakten med konvertitterne, oplæringen af både gamle og nye kristne og at forkynde Jesus for alle arabisktalende i Danmark. Sådan fortæller Wessam Youssef, som er tværkulturel medarbejder fra Aarhus.

Flere arabisktalende kristne
Wessams arbejde vokser. Han kender mange, som er konverteret fra islam til kristen tro, eller som overvejer at gøre det. De har brug for medvandring og oplæring og opmuntring. I mange år har han været leder i en gruppe, som altid har været kristne. Som alle andre kristne har de også brug for forkyndelse og undervisning. Dertil kommer den store opgave at gøre Jesus kendt blandt alle arabisktalende i Danmark.

Forbøn og hjælp
Hvordan kan man hjælpe ham med opgaverne? Wessam opfordrer til, at man beder for alle arabisktalende i Danmark. Han vil gerne kontaktes, hvis man kender arabisktalende, der er konverteret eller overvejer at gøre det. ”Vi har et godt netværk af arabisktalende, og de bor mange steder i landet,” fortæller han. ”De, der er nye kristne, har brug for medvandring og vejledning.”  Wessam arrangerer en weekendkonference for konvertitter i august. ”Vi har brug for både forbøn, praktisk hjælp og penge,” fortæller han. 

International inspiration 
Wessam henter inspiration fra andre, og han besøgte Grækenland i november sidste år.  ”Jeg var inviteret til Grækenland for at undervise nogle konvertitter med muslimsk baggrund om den kristne tro. Vi var fire forkyndere. To fra Iran, der bor i England. To arabisktalende, en fra Schweiz og mig fra Danmark. Der var omkring 20 konvertitter. Det var sådan en velsignelse at opleve vores nye brødre og søstre meget ivrige efter at vide og lære mere om Jesus og Bibelen. Det var også stressende at høre om deres forhold i flygtningelejrene. En familie får kun 150 Euro at leve for per måned. Hvis de får opholdstilladelse, mister de støtten og skal klare sig selv økonomisk, selvom de ikke kan sproget. De kristne organisationer hjælper dem med mad og nogle basale ting til overlevelse. Der er kristne, som er der for flygtningene og fortæller dem om Jesus Kristus. For eksempel mødte jeg en leder i den arabiske kirke, der har været i Grækenland i over 25 år. Nu havde han valgt at arbejde som skraldemand og tjene mindre end en gennemsnitsløn for at have tid nok til at tjene Gud og hjælpe flygtningene. Konvertitter og flygtninge spørger efter hjælp til grundlæggende behov som mælk til deres børn, bleer, medicin osv.  En af de ting, der kommer til at hjælpe mig i mit arbejde, er den erfaring, jeg fik fra ledere, der håndterer store udfordringer. Desuden fandt jeg nye materialer, som jeg kan bruge.” Wessam fortæller, at også de arabisktalende kristne i Danmark er bekymrede for coronasmitten. ”Nogle er forsigtige og tør ikke deltage i vores møder,” fortæller han. ”Bed meget gerne for vores møder.”

d. 11. februar 2022