De kom til Brønderslev

, 03.11.2008

I løbet af det seneste år er der kommet en god flok nye indbyggere til Brønderslev. En del af disse er 50 kvoteflygtninge fra blandt andet Congo, Burundi, Uganda og Irak. Kirken i Brønderslev har gjort en stor indsats for at de nye kristne skulle føle sig velkommen i deres by. Kommunen sørger for, at flygtninge bliver etableret med lejlighed, sprogskole og økonomisk starthjælp. Der er bare brug for langt mere end det materielle, når man efter 15 år i flygtningelejre i Uganda pludselig lander i en almindelig dansk by som Brønderslev.

Det er ikke første gang, der er kommet flygtninge til Brønderslev, men denne gang var både kirken og en flok engagerede frivillige enige om, at der skulle gøres noget. Derfor besøgte de alle de nye i lejlighederne og gav dem en Bibel, en børnebibel på deres eget sprog samt en invitation til kirken. Der er siden blevet arrangeret fællesspisning, pinsegudstjeneste med læsninger fra Bibelen på fem sprog, udflugter i nærområdet og til sommerland. Det afgørende for succesen var, at der var kristne i Brønderslev der tog initiativet til at besøge de nye familier og blive venner med dem. Der er blevet nedsat et integrationsudvalg og menighedsrådet har støttet de frivillige med 25.000kr., som de kan bruge i 2008 og nye 25.000 i 2009.

TVÆRKULTUREL KRISTEN SOMMERLEJR
Pengene har gjort det muligt at støtte de mange kristne, så de har fået en god start i Brønderslev. Det lykkedes at sende 28 mennesker på tværkulturel kristen sommerlejr, som har betydet meget for deltagerne. Flere af deltagerne havde også været på røde kors lejr. Det var udmærket, men der manglede åndelig føde, som er det vigtigste ifølge den 23 årige Mediatrice. Hun vil opfordre andre til at tage med på lejr i 2009, så de også kan få den samme gode oplevelse af at være i et godt kristent fællesskab med mennesker fra mange lande. Sidst i november arrangerer de international gudstjeneste i Brønderslev. Denne gang er der endnu flere, der vil være med. De flygtninge og indvandrere, som tidligere er kommet til Brønderslev, har lagt mærke til, hvordan de nye er blevet budt velkommen, så nu vil de også være med i kirkens initiativer.

DIT INITIATIV
Går du med overvejelser om, at byde flygtninge og indvandrere velkommen i din by, så kan det være, at dit menighedsråd også vil støtte arbejdet. Med ”den grønne betænkning“ er mange menighedsråd blevet opmærksomme på deres forpligtelse til mission og mere kirke for pengene. Så er der nogle frivillige, som vil gøre et benarbejde, så vil det i dag være lettere at få opbakning til det.

VENSKABSFAMILIER
En konkret måde at tage mod nye familier på, er at skabe kontakt – familier. Hurtigst muligt forsøger man som kristen at tage kontakt til nye flygtninge i sin by. Der aftaler man, om de vil have en kristen dansk kontaktfamilie. Det giver en lettere indgang i det danske samfund at kende danskere. Mange frustrationer undgås, hvis man kan spørge nogen til råds. Samtidig kan man være heldig, at det udvikler sig til venskab på tværs af kultur og eventuelt religion.

Billederne er fra omtalte sommerlejr.

Af Daniel Ettrup Larsen, Tværkulturel konsulent, november 2008