Boganmeldelse: Nattergalens sang

Mishandlet for sin tro

Nattergalens sang er en gruopvækkende beretning om mere end to års fængsling og tortur under umenneskelige forhold i Eritrea, der ofte kaldes Afrikas Nordkorea grundet landets mange ligheder med Kim Jong-uns diktatur i øst. Igen og igen spørger jeg mig under læsningen, hvorfor Helen skulle påføres så megen smerte, blot fordi hun havde gjort sig skyldig i den "forbrydelse" at tro på Jesus og dele denne tro med sine landsmænd gennem sang, tale og næstekærlighed. Og tankerne ledes med fortvivlelse til Helens og vore kristne søskende, der den dag i dag mishandles i Eritreas fængsler: Hvor længe, Herre? (Åb 6,10)

Skønt den i sandhed er hård kost, har bogen en lykkelig udgang, for Gud ville ikke, at "denne hans sangfugl gik til grunde i sit skibscontainer-bur", men åbnede en vej til frihed, da det så allersortest ud. Det vidste jeg godt, inden jeg læste bogens første blad, for vi har i Bethesda den ære og fornøjelse at kende Helen, idet hun er en skattet frivillig i Internationalt Kristent Centers arbejde. Men samtidig gennemsyres hele bogen af, at Helen, selv hvis hun ikke var sluppet levende ud af container-helvedet, dog alligevel ville have en lykkelig udgang: hun ville være blevet forenet med sin frelser, som hun ikke havde fornægtet i prøvelsens stund. Hvilken stor tro har dog ikke den, der i forbindelse med arrestationen beder "Hvis det var hans vilje, at jeg blev sat fri, så ville jeg være fri, og hvis han ønskede mig i fængsel, så ville jeg være villig til at lide for hans navn." (s. 29-30)