Formål, visioner og pejlemærker for IMTA

1. Formål

1.1 Vi vil lede til Jesus og leve i ham

Inden for rammerne af Indre Missions Tværkulturelle Arbejde vil vi udfolde formålet sådan:  

  •  Vi vil tage imod migranter med kristen kærlighed og omsorg og tilgodese deres åndelige, psykiske, fysiske, kulturelle og sociale behov.
  •  Vi vil støtte migranter i deres bestræbelser på at blive en del af det danske samfund ved at skabe rum for gensidighed, fordi alle har potentiale til at bidrage.
  • Vi vil understøtte gode forhold for migranter i Danmark, forsvare den svages ret og kæmpe mod uretfærdighed.
  • Vi vil netværke med migrantmenigheder, danske menigheder og kristne fællesskaber for at hjælpe kristne migranter med at finde et kristent fællesskab at høre hjemme i.

Vi bruger betegnelsen migranter som en samlet betegnelse for vores målgruppe af flygtninge, indvandrere, internationale studerende, nydanskere og migrantarbejdere og deres efterkommere. 

2. Visioner

2.1 Fællesskab der favner

Vi ønsker at kristne fællesskaber i Danmark favner mennesker af forskellig etnicitet, kultur og religion, så Guds tværkulturelle kirke er synligt til stede hos os.

2.2 Forvaltning der forandrer

Vi ønsker at alle, både danskere og migranter, bidrager efter evne til fælles gavn.

2.3 Et retfærdigt samfund

Vi ønsker at Danmark skal være et retfærdigt samfund med lige ret for alle.

2.4 Forkyndelse der frigør

Vi ønsker en frigørende forkyndelse, som henvender sig relevant til både migranter og etniske danskere. 

2.5 Fundament der fastholder

Vi ønsker at Bibelen og bekendelsen med Jesus i centrum er grundlaget for vores arbejde.

 

3. Pejlemærker for IMTA

Udarbejdet af IMTA’s strategigruppe 2025

Pejlemærkerne er faktorer, som vi bruger til at vurdere situationen med når vi laver målsætninger og handlingsplaner.

3.1 Identitet – enhed i forskellighed

Som deltagere i Guds mission ønsker vi at se forskellighederne i enheden og enheden i forskellighederne. I Guds folk er der ingen os og dem. Vi er ét i Kristus, taler mange sprog og har hjemme i mange kulturer. Tværkulturelt arbejde er en platform for gensidigt at erfare Guds kærlighed. Ingen er så fattig, at man ikke har noget at bidrage med, og ingen er så rig, at man ikke har brug for andres bidrag. (Frit efter biskop Josiah Kibira (1925-1988):  Ingen kirke er så fattig, at den ikke har noget at give, og ingen er så rig, at den ikke har noget at modtage.)

3.2 Arbejdsformer

Vi ønsker at tilgodese både åndelige, psykiske, fysiske og sociale behov. Gud møder mennesker omsorgsfuldt, på måder og sprog, de forstår. Vi ønsker at arbejde netop sådan - på måder, som mennesker forstår og har brug for. 

3.3 Trivsel og samarbejde mellem frivillige og medarbejdere

Vi vil lægge vægt på, at samarbejdet mellem frivillige og medarbejdere er præget af tillid og gensidig opmærksomhed. Vi vil se den enkeltes bidrag som værdifuldt, og vi vil give hjælp efter behov. 

Vi ønsker at se medarbejdere og frivillige i det tværkulturelle arbejde trives i deres opgaver. Alle skal vide, hvor man kan finde hjælp og vejledning. Derfor vil vi tilbyde kurser og ressourcer, som kan støtte medarbejdere og frivillige i deres opgaver.

3.4 Samarbejde mellem IMTA og IM’s andre arbejdsgrene 

Vi ønsker, at det bliver almindeligt, at alle IM’s arbejdsgrene får kontakt til og indgår i relat-oner med flygtninge, asylansøgere, indvandrere, internationale studerende, nydanskere, migrantarbejdere og deres efterkommere. Derfor vil vi løbende undersøge, hvad IM’s mange arbejdsgrene gensidigt kan tilbyde hinanden med viden, sparring og samarbejde, lokalt, regionalt og nationalt.

3.5 Samarbejde mellem IMTA og de lokale IM-fællesskaber

Vi ønsker, at det bliver almindeligt, at hele Indre Mission har kontakt med og indgår i relationer med flygtninge, asylansøgere, indvandrere, internationale studerende, nydanskere, migrantarbejdere og deres efterkommere. 

Vi ønsker at arbejde sammen med IM’s lokale fællesskaber og øvrige bagland om at fremme kontakter og relationer. I dette samarbejde vil vi støtte, give sparring og udruste baglandet til at løse opgaverne. 

3.6 Samarbejde med andre aktører inden for kirkelivet i Danmark

Vi ønsker et veludviklet samarbejde med blandt andre Luthersk Mission, Tværkulturelt Center, Folkekirkens Migrantsamarbejde, Kirkernes Integrationstjeneste, Mahabba, migrantmenigheder samt lokale tværkulturelle kirkelige medarbejdere om at nå vores mål.  

Vi vil udvikle vores samarbejde, den fælles erfaringsudveksling og kursusvirksomhed, lokalt, regionalt og nationalt.

3.7 Samarbejde med andre aktører uden for kirkelivet i Danmark

Vi ønsker at arbejde sammen med andre aktører i både civilsamfundet og det offentlige for at nå vores mål. Dette gælder f.eks. vores visioner for fællesskab, forvaltning og et retfærdigt samfund. Her vil vi både frimodigt selv tage initiativet ved at henvende os til andre og tage imod invitationer fra andre.

3.8 Samarbejde om finansiering

Vi har allerede et samarbejde med blandt andre Kirkernes Integrations Tjeneste og Borgfonden om finansiering af dele af vores arbejde.

Når det gælder folkekirken, ligger de økonomiske beføjelser i provstierne. Folkekirkens Migrantsamarbejde opfordrer alle provstier til at afsætte midler til tværkulturelt arbejde i et eller flere sogne i provstiet. 

3.9 Samarbejde med internationale aktører

Vi arbejder med migranter og migration. Vi og aktører i andre lande har gensidig glæde af og brug for hinanden. Vi bliver beriget i samarbejdet med aktører i andre lande, gennem både mennesker, ideer og materialer. Både i Norden og i Europa. Vi bidrager til deres arbejde gennem vores arbejde og indsigter. 

3.10 Prioriteringer i spændingen mellem muligheder og ressourcer

Vi har ikke ressourcer nok til at arbejde med alle de muligheder og opgaver, der byder sig til. Derfor er vi nødt til at prioritere. Vi vil bede Gud om ledelse og dernæst prioritere med god samvittighed.  

3.11 Forholdet mellem arbejde og læring vidensdeling

IMTA’s arbejde begyndte officielt i 1989, men der var tværkulturelt arbejde i IM før da i 1970’erne og 1980’erne. Vi har mange års erfaring. Erfaring skabes løbende og kan også ændre sig med tiden og efter forholdene.