Colombiansk kultur


Mange danskere vil gerne i kontakt med flygtninge og andre nydanskere. Nogle tøver, fordi de nødig vil bære sig dumt ad og er i tvivl om, hvordan man håndterer sproglige og kulturelle forskelle. Hvordan hilser man for eksempel på hinanden? Hvad spiser man? Hvordan undgår vi i det hele taget misforståelser?

Her får du gode råd til at omgås mennesker fra Colombia
(download dokumentet)

 

Colombia ligger i den nordlige del af Sydamerika og grænser op til både Atlanterhavet og Stillehavet. Der er stor forskel mellem rig og fattig. Landet har gennem årene været præget af meget urolighed og vold af både politisk og kriminel art. I 2016 blev der indgået fredsaftale efter den 52 år lange borgerkrig mellem regeringen og landets største guerillagruppe, FARC.  

Etniske grupper
Colombia er et multietnisk og multikulturelt land. Befolkningen består af den oprindelige befolkning, las indiginas, hvoraf størstedelen bor i det sydøstlige og sydvestlige Colombia, den afro-colombianske befolkning, som typisk bor ved Stillehavskysten, og de hvide/lysere, mestizoer, som er en blanding af de spanske kolonister og den oprindelige befolkning. Sidstnævnte udgør den største andel af befolkningen, og de bor ud over hele landet. Alle tre grupper har været med til at forme og præge kulturen i Colombia.

Samfundet i Colombia er meget hierarkisk opbygget. Dette skyldes hovedsagligt, at spanierne under kolonitiden underviklede et system, som opdelte befolkningen hierarkisk i forskellige sociale klasser og niveauer med forskellige privilegier og socioøkonomisk stand, primært bestemt ud fra race. Ens familie, uddannelse, økonomiske stand, føderegion og i høj grad hudfarve er alle sammen elementer, som er med til at bestemme, hvor man ligger i samfundets hierarki.

Traditionelt set bliver lys hud ofte associeret med velstand, mens mørkere hud ofte associeres med fattigdom, lav/ingen uddannelse og arbejdsløshed. Det er ikke usædvanligt at opleve forskelsbehandling afhængig af race og velstand, og mange afro-colombianerne og indiginas (indfødte) oplever racisme og at blive set ned på. Det er dog noget, som er blevet bedre med tiden, og racisme er blevet mindre acceptabelt i offentligheden.


Det sociale liv

Colombianerne er et meget positivt, åbent og imødekommende folk. Det er meget normalt at hil-se på og snakke med fremmede. Ligesom i mange andre latinamerikanske kulturer lever de op til talemåden: ”Mi casa es tu casa” (mit hus er dit hus). Colombianere elsker at invitere andre med hjem, og det er noget, som betyder meget for dem. Mad er en meget vigtig del af kulturen, og det at lave mad til andre er for colombianere en måde at vise kærlighed på. Det colombianske folk har en meget kollektivistisk kultur, og mange er meget sociale. Colombianere snakker ofte meget og elsker mad, musik og at feste og danse. De fejrer ALT, hvad der kan fejres og gør det oftest med en masse pynt og balloner. De er ofte livlige og glade, har let til latter og kan have tendens til at være en smule højlydte, især når de er flere colombianere sammen.

Den typiske hilsen er kram og kindkys, på den ene kind. Det er også meget almindeligt at hilse med et håndtryk. Colombianere er ofte meget høflige, og det er meget normalt at tiltale andre i den høflige form ”De”. Det forventes, at mænd åbner døren for kvinder. Og når man hilser på nogen, vil man for det meste efterfølge det med at spørge, hvordan det går, og vise personlig interesse.

Colombianere kan have tendens til at stå relativt tæt på andre, når de fører en samtale, hvilket kan virke lidt nærgående for danskere. Colombianere siger i højere grad, hvad de tænker, og det er ikke unormalt at kommentere på andres udseende og f.eks. at sige højt, at andre er tykke.

Kriminalitet/sikkerhed
Der er langt højere grad af sikkerhed, tryghed og tillid i det danske samfund end i det colombianske. Generelt set har landet en del problemer med stoffer, vold og kriminalitet. Colombia er et land, som verden over er kendt for at have haft meget narkohandel, store narkobaroner og mange bander. Selvom landet i nogen grad stadig har problemer med disse ting, så er det i langt mindre grad end tidligere. Colombianere kan blive stødt og føle sig ydmyget, hvis de får en fornemmelse af, at udlændinge har fordomme om, at alle colombianere er narkohandlere. Hvis man snakker om landets problemer, skal man være bevist om, hvordan man snakker om dem. Mange colombianerne er meget bevidste og kritiske omkring landet problemer, og man behøver ikke give dem en følelse af, at andre ser ned på deres land. På trods af problemerne er mange colombianere stolte af deres land. Det er derfor en idé kun at snakke om kriminalitet, efter at man har snakket om nogle af de mange positive sider ved Colombia.

Mænd og kvinder
I løbet af det sidste århundrede er der sket en væsentlig udvikling vedrørende kønsroller og ligestilling. Det er dog stadig mændene, som har mest at skulle have sagt, både i samfundet og i familierne. Det typiske kønsideal er, at mændene forventes at være maskuline, selvstændig og dominerende. Det er oftest manden, som har den højeste indkomst, selvom der er flere kvinder end mænd med universitetsuddannelse. For mange mænd ville det være skamfuldt, hvis de tjente mindre end deres hustru. Det forventes, at kvinden står for de huslige pligter. Hvis man har penge nok, er det meget normalt at ansætte hushjælp.
 
Familie
Der er mange, som ikke gifter sig, men blot bor sammen eller får børn sammen. Det er desværre en meget normal ting i Colombia, at mændene er utro og er sammen med forskellige kvinder. Det er ikke som sådan en accepteret ting, men det ses som noget, der ligger til mændenes natur, og som noget, der er svært at undgå. Hvis en kvinde opfører sig på samme måde, ville hun blive set meget ned på, og det kan få store konsekvenser. I Colombia får man ofte mange børn. Der er tendens til, at mange får ”uplanlagte” børn, og relativt mange får børn meget tidligt, helt ned til 13-årsalderen. Mange mænd behandler kvinder og børn dårligt og voldeligt. Det er dog en normal og accepteret del af børneopdragelsen at slå børn og stort set alle har oplevet at blive slået i deres opvækst. Der er mange enemødre, hvor fædrene er smuttet, eller hvor kvinden vælger at forlade ham pga. utroskab.

Man bor ofte mange sammen, og det er ikke usædvanligt at bo tre generationer sammen. Mange bedsteforældre passer deres børnebørn, mens forældrene arbejder. Kun grundskole er gratis i Colombia. Videreuddannelse er ikke gratis, så hvis man ikke kan betale for det, får man ikke en uddannelse. Det er normalt, at børnene bor hjemme længe. Kulturen i Colombia er i langt højere grad opbygget omkring familien og om medansvar for hinanden i familien. Der er en forventning om, at man tager sig af sine aldrende forældre, og hvis en i familien tjener meget, hjælper man ofte hinanden økonomisk. Dette pres gør, at det for nogle er svært at flytte fra sine forældre, fordi børnene føler et ansvar for dem.

Tiempo colombiano (colombiansk tid)
Ligesom i andre latinamerikanske kulturer har man et meget løst forhold til tid og planlægning. Folk kommer for det meste for sent og kommer dryssende til fester og arrangementer. Når man bliver inviteret til fest, vil folk typisk først så småt begynde at ankomme en time senere end det tidspunkt, man er blevet inviteret til. Danskere planlægger mange ting, og når man skal ses med venner, er det typisk noget, man har aftalt på forhånd. I Colombia er kulturen meget mere spontan, og man vil oftest bare kigge forbi i stedet for at aftale det på forhånd. Colombianere arbejder rigtig meget, men er også gode til at nyde fritiden og de rolige øjeblikke, også under pres og i svære omstændigheder af livet. Mange lever livet i høj hastighed, og dog formår de at gøre det på en rolig og ikke fortravlet måde – for man kommer jo bare, når man kommer. Man har altid tid til at hilse på dem, man møder på sin vej. Kulturen er at leve i nuet og nyde nuet, og mange colombianere tænker ikke så meget på fremtiden.

Religion
Den langt største religion er katolicisme. Den katolske kirke præger samfundet i høj grad, og det er f.eks. meget almindeligt at sige ”gracias a Dios” (takket være Gud), ”Dios te bediga” (Gud velsigne dig) eller ”si Dios quiere” (om Gud vil). Den protestantiske kirke er voksende, og andelen af katolikker er mindre nu end tidligere. For protestantiske kristne i Colombia ses det som en katolsk ting at bruge et kors som smykke. Iblandt nogle indfødte grupper er der traditionelle religioner og former for tro og spiritualitet.

Traditioner
I Colombia fejrer man rigtig mange mærkedage i årets løb. Landet følger de katolske helligdage og holder fri på mange af disse dage. Det er en tradition i Colombia og i flere andre spansktalende lande, at man fejrer pigers 15-års fødselsdag på en helt særlig måde. Denne fødselsdag kaldes ”quinceañera” og fejres ofte med en stor fest med en flot kjole, særlige gaver og traditioner. Det er naturligvis afhængigt af familiens velstand, om det er muligt eller ej.




Categoría: Beskrivelse af forskellige kulturer

Vil du vide mere?

Thomas Høyer
er ansvarlig for hjemmesiden. Og du er også altid velkommen til at kontakte andre af Indre Missions Tværkulturelle medarbejdere, hvis du vil vide mere. 

Du kan finde medarbejderne her