Kirker og frivillige hjælper ukrainske flygtninge

, 02.02.2023

Krigen i Ukraine har skabt den største flygtningestrøm siden Anden Verdenskrig. Mange er flygtet til Polen, Tyskland og Tjekkiet, og nogle er flygtet til Danmark. Her har de fået hjælp fra kommuner, nødhjælpsorganisationer og kirker. 

Ifølge Kristeligt Dagblad viste en undersøgelse fra 2022 stor kirkelig opbakning til ukrainerne. Otte ud af ti kirker holdt arrangementer for fred i Ukraine. Hver anden kirke havde et socialt eller kirkeligt arbejde for ukrainske flygtninge. Også IM’s Tværkulturelle Arbejde havde fokus på ukrainske flygtninge. Rundt omkring tog frivillige imod ukrainere og bidrog til den brede vifte af hjælp. Nogle eksempler:

I Vildbjerg boede en familie på 10 personer i byens missionshus, mens den ventede på, at kommunen fandt bolig til den. Familien deltog på international sommerlejr i Løgumkloster og Hjallerup Bibelcamping.
I Ans samarbejdede frivillige og fastboende ukrainere om at tage imod ca. 30 flygtninge. Nogle familier bor der stadig, og før jul fik de december-pakker, juletræ og gaver.

Harboøre havde allerede en sprogcafé i missionshuset med god tilslutning, da flygtningene kom og gjorde tilstrømningen til cafeen endnu større.

I Børkop oprettede frivillige fra IM en sprogcafé, hvor ukrainere får gratis danskundervisning og skaber nye venskaber. Det samme sker i Frederikshavn, hvor sognepræst Simon Nielsen og frivillige fra Abildgård Kirke tilbyder undervisning og fællesskab i en sprogcafé. Der samarbejdes også med kommunen om at finde danske venskabsfamilier til de ukrainske flygtninge.

I Aalborg har Elisabeth og Jonas Holdensen gennem organisationen Hurt Denmark hjulpet flere hundrede ukrainere til Nordjylland. Parret arrangerer transport med fly eller busser og støtter ukrainerne, efter de er blevet etableret i Nordjylland.

Af Filip Osmundsen, tværkulturel medarbejder i Region Nord
d. 2. februar 2023