IKC Østjylland søger volontør

, 17.05.2022

Vi søger en 1-årig volontør til Internationalt Kristent Center i Aarhus

Fra 1. august 2022 har vi brug for en ny volontør til vores team i Internationalt Kristent Center Østjylland, der holder til i Stjernen, Aarhus. Ansættelsen løber i første omgang frem til 31. juli 2023.

Vil du arbejde med indvandrere og flygtninge? Har du mod på at undervise i dansk? Tør du dele liv og tro med personer fra andre kulturer? Så er det nu, du skal søge stillingen som volontør ved Internationalt Kristent Center i Aarhus – også kaldet IKC Østjylland.

Et vigtigt arbejde

Du vil blive en del af et lille team på 4, hvor hovedopgaven er at hjælpe flygtninge og indvandrere, der ofte lige er kommet til Danmark. Dette gør vi i samarbejde med en række frivillige.  Hovedaktiviteten i IKC Østjylland er gratis danskundervisning. Tilbuddet benyttes årligt af godt 350 personer fordelt på cirka 75 nationaliteter. En del kommer også, fordi de er ensomme og søger et fællesskab i Danmark.

Som volontør er du derfor ikke blot lærer, men også hurtigt manges ven. Vi tager på hjemmebesøg, laver sociale aktiviteter, besøger museer osv. Der er mulighed for mange forskellige opgaver, og flere af opgaverne kan tilpasses, så de matcher lige præcis dig i det år, du er volontør hos os.

Klar på at dele tro

Udover undervisning kommer du også til at arrangere sociale aktiviteter, udflugter, hjemmebesøg og mange andre spændende opgaver, der alle sigter på at skabe netværk og fællesskab for den enkelte. Endelig er vi midt i det hele i mission. Du skal være klar på at dele liv og tro med en meget forskelligartet gruppe. Nogle gange får vi muligheden for at invitere dem med i kirke eller på kristen sommerlejr. Vi oplever, at fordi vi er der for dem, og fordi vi vil dem, får vi utrolig mange snakke om alt – men især også omkring tro.

Dine opgaver som volontør

Opgaverne består blandet andet i

  • at tage del i danskundervisningen
  • at arrangere sociale aktiviteter hos i form af eksempelvis udflugter
  • at tage på hjemmebesøg hos nogle af vore elever
  • at hjælpe eleverne til at forstå dansk kultur
  • at være til stede sammen med eleverne i både sjov og alvor og derigennem danne nye relationer
  • at deltage på sommerlejre arrangeret af Indre Missions Tværkulturelle Arbejde
  • at invitere eleverne med i kirke – og meget gerne gå sammen med dem
  • at dele liv og tro med en meget forskelligartet gruppe

Fælles for opgaverne er, at de er tilpasset dig, så du har mulighed for at præge din egen ansættelse.

Du vi få sparring fra lederen af IKC Østjylland og indgår desuden i Indre Missions arbejde i Region Aarhus.

Vi forventer, at du er bosiddende i Aarhus kommune eller ønsker at flytte hertil. Derudover forventer vi, at du vil tage del i Indre Missions arbejde i byen. Du kan læse mere om de generelle jobvilkår i Indre Mission her..

Få en uforpligtende snak

Har du brug for mere information, er du meget velkommen til at kontakte leder af IKC Østjylland Peter Mikkelsen og få en snak om stillingen. Han kan træffes på 6178 9988 eller peter(at)imta.dk.

Vi skal have din ansøgning senest den 13. juni 2022. Samtaler vil blive afholdt i slutningen af uge 24 eller uge 25. Ansøgning, CV og referencer sendes til regionsleder Kristian Lindholm – kristian.lindholm(at)indremission.dk.