Det har lige været ferie. Min kone er fra Sydkorea, så der er noget eksotisk over et besøg hos mine svigerforældre, som bor i hovedstaden Seoul! Her deltog vi blandt i en missionskonference om mission i Nordkorea. Det var spændende at høre livsberetninger og troshistorier. Her var voldsomme vidnesbyrd om hvordan havregrøden kan strække længere, hvis man snitter og tilsætter bark, eller hvordan en tidligere nordkoreansk bordelejer i Nordkina begyndte at betale tiende til kirken, længe inden hun blev omvendt.
Det var uhyggelige beretninger, som minder om, at livet som flygtning ikke er sjovt. I Danmark har vi kun få flygtninge fra Nordkorea. Men der kommer mange andre hertil, som flygter fra krig, gru og rædsler.
Godt 28.000 mennesker er siden 1953 flygtet fra Nordkorea til Sydkorea. Grænsen mellem de to lande er stadig verdens mest bevogtede. De som flygter, vælger derfor en farefuld flugt gennem Kina til Thailand eller Mongoliet, hvor de kan modtage asyl på sydkoreanske ambassader.
Men selvom der kun er tale om dialektforskelle i sproget, så er det svært for nordkoreanere at blive integreret i Sydkorea, hvor materialisme og karriereræs i den grad har vundet frem. En nordkoreansk kvinde fortalte kort om sin flugt til Sydkorea og derefter om det kulturchok, som mødte hende. Under flugten havde hun set velstanden i Kina, og hun havde igen husket fornemmelsen af at være mæt.
I Sydkorea skal alle nordkoreanere genskoles, først i en lukket afdeling for at mindske selvmordsforsøg pga. chok og senere i en åben afdeling. Til sidst får man en bankkonto, et identitetskort og en lejlighed. Kvinden var forståeligt lykkelig over at træde indenfor i sit nye hjem, da dagen endelig oprandt. Hun skulle indrette sig og ikke længere købe ind eller stjæle for at overleve, men for at leve. Hun havde haft mange forestillinger og drømme om livet i Sydkorea. Kun få holdt stik.
Hun var blevet kristen flere år før afrejsen fra Nordkorea, men kirkelivet og praksis i Syd var meget anderledes, end det hun kendte. Derfor begyndte hun i en nordkoreansk migrantmenighed.
Det største chok var dog friheden. Hun havde været vant til overvågning hele sit liv. Der var hverken frihed til karrierevalg, indkøb, valg af ægtefælle eller i hvilken region man ønskede at bo. Der havde været kontrol i alle livets henseender, men nu var hun kommet til friheden. Dette måtte jo være himmel på jord.
Det blev et stort chok at se, hvordan folk prioriterede deres frihed. Individualismen har for længst gjort fremmarch i Sydkorea, og folk virkede kolde overfor hinanden og uinteresserede og egoistiske. Da hun havde boet i sin lejlighed i en måned havde ikke én budt hende velkommen i opgangen.
Hun mindede os om, hvordan vores trosfader Abraham havde set nogle rejsende og intuitivt havde budt dem indenfor, og hvordan denne gæstfrihed viste sig at være et englebesøg (1. Mos 18). Hun bemærkede, at hun langt fra var nogen engel, men det havde hendes nye naboer jo ikke en chance for at vide! Hun mindede os om Moselovens (2. Mos 22,20-23 og 3. Mos 19,3334) og Hebræerbrevets (13,2) påbud om gæstfrihed, og om at Jesus havde været flygtning i en periode. Hun opmuntrede med sine oplevelser til, at konferencens deltagere ville tage bibelens tale om gæstfrihed alvorligt.
Jeg bor selv i København og ikke Seoul, men jeg er bange for, at hun kunne have fået samme mangel på modtagelse og dermed kedelige oplevelse i min opgang. Hendes opmuntring er hermed givet videre til danskerne i en tid, hvor mange nye asylansøgere kommer til vort land. Må vi møde hver enkelt med Jesu kærlighed og gæstfrihed!
Af Anders Graversen, leder af IKC København, september 2015
English