Nyheder
Af Isabel
Jeg var heldig at vokse op i en familie, der elskede mig, og i et land, der primært var konservativt. Min familie var katolsk, og som barn følte jeg, at jeg havde en ægte tro på Gud. Desværre svandt denne tro, da jeg i min iver begyndte at følge, hvad videnskaben, filosofien og kulturen dikterede.
I 2017 kom jeg til Europa for at tage en kandidatuddannelse i Kulturledelse. Jeg blev taget imod af Universitat Internacional de Catalunya, hvor jeg for første gang i mit 32-årige liv fik tid til at tænke. I Colombia måtte jeg arbejde 55 timer om ugen... Det sidste, jeg ønskede at gøre i weekenden, var at tænke over eksistentielle spørgsmål. Men her i Europa gik tiden langsomt. Jeg så kontraster i tænkningen: hele sekulære kulturer, der opførte sig anstændigt. Folk stoppede ved fodgængerovergange for at lade mig passere. Folk, der "accepterede forskellighed". Mange på mit universitet talte om, hvordan man bedst kunne byde immigranter velkommen, og selvom jeg var på et universitet knyttet til Opus Dei, var der slet ikke religiøst fokus i undervisningen.
Jeg begyndte da at tænke, at den Gud, jeg kendte, var en, der fordømte homoseksuelle (selvom de var gode mennesker), tillod ondskab i verden (også i sin egen Kirke), bad os om at gøre ting, der stred mod vores natur, og desuden havde "løjet" om skabelsen, og hvis bog var blevet brugt til at retfærdiggøre grusomheder. Det føles helt forkert at sige det nu, men det var min tanke før.
Derudover mødte jeg netop den dansker, der senere skulle blive min mand. Han var den mest hensynsfulde, nøgterne og ædle mand, jeg nogensinde havde mødt, og han var vokset op i Christiania og havde kun praktiseret meditation og kendt lidt til buddhisme. Hvordan kunne han og de fleste europæere være så høflige og "gode", hvis de ikke troede på Gud?
Jeg troede, at disse tanker var mine... at jeg endelig havde frigjort mig fra al indoktrinering... men virkeligheden var, at jeg bare troede på andre slags propaganda.
Da jeg ankom til Danmark i 2017, begyndte jeg at mærke et vendepunkt; det lille, der var tilbage af troen på Gud i mig, var ved at forsvinde helt.
Jeg var nødt til at lære dansk, og det viste sig, at det eneste sted, jeg fandt, der tilbød gratis undervisning, var en kirke: IKC, Bethesda. Jeg tænkte: De vil sikkert tale en masse om religion, og jeg var ikke længere interesseret i det. Der, til min lettelse, talte de ikke om religion, kun i sangene, der blev spillet af Majken, som alle studerende dér kender for hendes sødme, gode stemme og smil. En dag fik jeg chancen for at spørge hende: "Hvad tænker du om Første Mosebog og evolutionsteorien?" Hun antydede, at det ikke var vigtigt for hende at vide præcis, hvordan verden var skabt... det opfattede jeg forkert. Jeg troede på dette tidspunkt, at troende ikke ville se sandheden, i hvert fald hvad videnskaben siger. Mit hoved var jo programmeret til at se alt, der handlede om en ægte tro, som noget fanatisk.
Dagene efter blev jeg mere og mere opmærksom på tegn, der plantede en idé i mit hoved om, at Gud ikke fandtes, eller at jeg ikke skulle bruge mere tid på det. Så ringede jeg til en præst, som var min onkel, for at sige til ham: "Jeg tror, jeg er ved at holde op med at tro på Gud." Han grinede og sagde: "Du har fået den sygdom, man får i Europa. Ingen tror på noget derovre! Det går over!" Jeg syntes ikke, han tog det særlig alvorligt. Det opkald var dråben. Jeg sagde: "Ok, nu accepterer jeg det. Gud findes ikke, i hvert fald ikke i mit liv."
Der gik syv år. Jeg havde nu to døtre, en på 5 og en på 3. Livet med min mand var godt; jeg boede i et privilegeret land, og jeg manglede intet — troede jeg. Da min mand og jeg læste en bog om børneopdragelse (Dit barn har brug for dig), lærte vi, at forfatterne mente, at én årsag til unges svage identitet, udover at de manglede at nyde mere tid med kompetente voksne, der kunne give dem kærlighed og være forbilleder, var manglen på traditioner i en sekulær verden. Min mand blev mere interesseret i emnet, og vi talte sammen. Lidt forsigtigt, da han vidste, at jeg nu ikke ville have noget med religion at gøre, fortalte han mig, at han overvejede at læse Bibelen for at se, om der var traditioner, vi kunne bruge. Jeg sagde: "Det må du selv om. Jeg tror ikke, du finder noget der."
Til min overraskelse fandt han faktisk noget – den vigtigste opdagelse, vi skulle få i vores liv. Han inviterede mig til at se serien The Chosen, som er baseret på Kristi liv. Jeg så den modvilligt. Første afsnit bekræftede kun mine mistanker: En Gud, der måtte vente, indtil den trængende person stod på afgrundens rand, før han greb ind. Det irriterede mig meget. Fordi jeg har et godt forhold til min mand, lyttede jeg til ham og tog imod hans invitation til at læse endnu en bog: Letters From A Sceptic (af Gregory Boyd og hans far). I august 2024 følte jeg, at Gud ville tale til mig gennem den bog. Rækkefølgen af spørgsmål og svar matchede næsten præcis den rækkefølge, jeg selv formulerede dem i... Ved det sjette spørgsmål begyndte tårerne at trille. Efter at have haft et hårdt hjerte, fik jeg igen et håb i mit hjerte... Jeg tænkte: "Mon Gud kalder på mig?"
Efterfølgende åbnede jeg Bibelen og så mere af The Chosen. Jeg så for første gang en Jesus, der var rigtig kærlig, som en far. Det var noget nyt. Da jeg læste Johannesevangeliet, og de ord, der kom som et ekko fra min barndom, blev de levende. Jeg græd over næsten hele historien. Nu kunne jeg se mit syndige liv, og hvor god Gud var over for mig. Helligånden tog over og fik mig til at læse Bibelen med en utrolig tørst. Teologien blev en prioritet, og jeg måtte sige til min ældste datter: "Ele, kan du huske, da du spurgte mig, hvem der havde skabt havet? Jeg tog fejl, vi ved godt, hvor det kommer fra: Det var Gud." Hun svarede: "Ja, mor! Det vidste jeg!" Og de kristne sange, som Google-højttaleren ville spille for os, og som jeg så mange gange havde afvist, blev hverdagskost i vores hjem.
Nogle siger, at når man virkelig lærer et nyt sprog, begynder man at drømme på det sprog. Mine drømme har også ændret sig. Før i tiden, når jeg havde syndige drømme, havde jeg ikke et stop. Nu kan jeg med Helligåndens kraft og vejledning forhindre mig i at give efter. Vi har også nu gået til gudstjeneste i Alive Kirke i Hillerød i et år, og jeg er taknemmelig for præsterne og brødrene i Kirken, der har haft tålmodighed til at besvare mine 1000 spørgsmål, som er villige til at tale om Bibelen og er tålmodige med den flamme, som vi nye troende har indeni, og som nogle gange kan være intens.
I sidste ende var Gud selvfølgelig stærkere end propagandaen, min synd og mine tanker. Nu forstår jeg også, at evolutionsteorien, og hvordan historien er fortalt i Bibelen, måske faktisk ikke er så vigtig, for det vigtigste er jo at leve et liv, hvor Gud virkelig er det første, og hvor andre kan se hans lys. 2. Timoteus 2:15: "Sæt en ære i at stå din prøve over for Gud, som en arbejder, der ikke har noget at skamme sig over, men som lige ud forkynder sandhedens ord."