Bahar nikker: “Da jeg kom på krisecenter nær Kolding, inviterede du mig hjem til dig og Laila. Du hentede både min datter og mig. I begyndelsen var det bare aftener – siden hele weekender.”

“Det nære venskab opstod vist,” husker Svend Aage, “da du fik din egen lejlighed og skulle begynde livet på ny et fremmed sted. Vi kørte byen tynd for køkkengrej, billeder, pynt, krydderier og tusind andre ting.”

Han smiler og fortsætter: “Vi var så forskellige, som man næsten kan være. Du er kvinde – jeg er mand. Du var 26 – jeg var 62. Du var afghaner – jeg var dansker. Du er muslim – jeg er kristen. Du er impulsiv – jeg vil gerne have aftalerne på plads og styr på, hvad der skal ske. Jeg gik op i pris og funktionalitet – du tænkte mere på design og skønhed.”

Bahar griner: “Men jeg fik min vilje… de fleste gange.” Hun peger på de afghanske tæpper på gulvene. “For mig er de vigtigere end så meget andet – så min familie på billederne kan se, at jeg bor værdigt.”

“Du var meget nysgerrig på min familie, mit land og min kultur,” siger Bahar. “Og det lærte mig meget,” svarer Svend Aage eftertænksomt, “både om de forskellige vilkår vi har haft – og hvor meget der alligevel er fælles for alle mennesker. Vi snakkede meget. Om alt.”

Han fortsætter: “Fælles for os var også troen på en skaber, som vi kan bede til. Mange værdier var fælles. Og det, som bar venskabet, var respekten for hinanden og hinandens tro.”

Bahar nikker: “Jeg var med jer i kirke nogle gange og lyttede til jeres familieandagt efter aftensmaden. Men på et tidspunkt måtte jeg fastholde, at jeg er muslim – også for at min datter lærer min families tro.”

“I tog os med på ture, ferier og familiefester,” fortsætter hun. “Det betød meget for os, når vi ikke havde familie i Danmark.”

Svend Aage supplerer: “Bahar var jo aldersmæssigt som vores tre piger. Og din datter blev som en storesøster for vores børnebørn.”

Minderne friskes op, og et kig i fotoalbummet på telefonen viser både hyppigheden og variationen i fællesskabet. Der er dog ingen tvivl om, at venskabet de sidste 7 år er båret af respekt og viljen til at ville hinanden – både i det svære og det sjove. Og i alt det praktiske, som når bagagerummet i Svend Aages bil fyldes med varer fra Rema 1000.

Af Svend Aage Hansen