Den 1. februar 2008 åbnede IKC Aarhus. Meget har forandret sig på de 10 år. Elevtallet er steget fra mellem 5-15 personer til 3555 pr dag. Fra 75 enkeltpersoner om året i 2008 til godt 300 sidste år. Fra noget der var et lille overskueligt fællesskab til en spændende og ofte kaotisk dagligdag, med en summen af tungemål, og en mangfoldighed af mennesker, der simpelthen skal opleves for at det giver mening. De væsentligste ting i IKC er dog stadig det samme. Vi er et diakonalt arbejde der ønsker at være tæt på mennesker, og vi ønsker derigennem at pege hen på Jesus.
I Bibelen står der at mennesket er kronet med ære og herlighed og gjort kun lidt ringere end Gud (Sl 8,6) og den salme har været fundamentet for den måde vi har forsøgt at køre IKC. At alle der kommer til os er mere værdifulde end vi kan forstå, og at vi skal møde dem præcist på den måde. Også selvom de måske er ukendte for os.
Vi er ønsker at være tæt på vores elever, så de ved de kan bruge os. Vi ønsker at være der når livet er godt. Når en af eleverne får sit cpr. nummer og mangler nogle at dele glæden og forventningerne med. Det er ofte os der får lov at se scanningsbilleder, og flere gange har vi fejret en fødselsdag for folk der ikke havde andet netværk i Danmark. Vi ønsker at være der, når livet er svært. Når den gravide får tilføjet ordet “bækkenløsning” til sit spæde danske ordforråd, eller hvis en af vores elever oplever dødsfald eller sygdom i familien, og savnet og afstanden til hjemlandet pludselig synes at være for stor. Og midt i alt det ønsker vi mere end andet at pege frem mod Jesus. Vi holder af vores elever og ønsker at de skal møde Ham. Derfor har vi bibelstudie og vi deler bibler ud, ved siden af vores undervisning. At møde mennesket med den værdi Gud har givet dem, i hjælp og kærlighed, og at pege hen mod Jesus er hovedidéen bag IKC.
Den respons vi får fra vores elever er nogle gange overraskende. Får en del år siden kom en af vores elever grædende ind, og jeg skyndte mig hen til hende. Jeg spurgte selvfølgelig hvad der var sket og hun svarede: “Jeg har fået opholdstilladelse.” Forbavset spurgte jeg om det ikke var en god ting, og hun nikkede men sagde “jeg kan ikke komme her mere, fordi jeg skal på sprogskole.” Jeg spurgte hende, hvorfor hun havde været så glad for at komme her siden hun ligefrem græd, og hun svarede, at den første dag hun kom gav vi hende hånden og sagde velkommen. Ikke et ord om vores undervisning eller alle de andre aktiviteter. Nej, et håndtryk og et” velkommen her” - det havde forandret noget i hende.
IKC rammer ned midt i en gruppe der venter og ofte alene. Venter på svar, venter på fremtiden og venter på at komme ud af ensomhed. For nylig sagde en til mig, at vi havde reddet hans ægteskab, for han var ved at gå amok derhjemme over ikke at have en hverdag. Den største forskel vi gør i IKC er at vi har tiden. Tiden til samtaler, til håndtryk og til at møde mennesker. Og når mine elever spørger mig, hvorfor vi bruger så meget tid, så er svaret altid det samme. “Du er kronet med ære og herlighed og gjort kun lidt ringere end Gud”. Du er derfor værd at bruge tid på.
Af Peter Mikkelsen, leder af IKC Østjylland, april 2018
Español