Østjylland har fået et tværkulturelt boost i tre år. Formålet er at give østjyderne en særlig mulighed for at få sparring, starthjælp, udrustning eller hvad de enkelte fællesskaber og ildsjæle nu har brug for.
Fra snakke med en masse tværkulturelt aktive folk og formænd i Indre Mission tegner der sig et billede: Nogle steder beder de om sparring og udrustning. Og vi kommer gerne! Andre steder er de få og alle 70+ og har nok at gøre med at få fællesskabet til at fungere. Her lyder en opfordring til at bede for arbejdet.
Og det mest interessante: Andre steder »opdager« de i løbet af snakken, at det, som de allerede gør, faktisk er noget. De får øjnene op for, hvor stort det er, at der er folk i fællesskabet, som er kontaktfamilie til flygtninge, at de har østeuropæiske børn med i den lokale børneklub eller andre fantastiske hverdagsbegivenheder. Ikke nødvendigvis noget hverken stort eller flot, men utrolig afgørende for den enkelte.
Hvad drømmer vi om?
At flere kristne i Østjylland får øjnene op for, at vi som medarbejdere er her og står til rådighed, så vi kan hjælpe folk enten i gang eller videre med at være gode venner for nydanskere. At få de aktive ildsjæle til at snakke sammen og dele deres erfaringer. Hvorfor forsøge at opfinde den dybe tallerken, hvis der sidder nogen et andet sted, som allerede har prøvet de samme ting og lige så godt kunne dele ud af deres erfaringer. At tilbyde lokale inspirationsdage om lige præcis det emne, som er relevant hos jer. Kort sagt: Vi er her for jer!
Hvad er succeskriteriet?
Hver mandag samles en lille flok sprogskoleelever til en enkelt times bibelstudie i et lille lokale i Missionscenter Stjernen i Aarhus. Det lyder umiddelbart ikke af det store – og det er det bestemt heller ikke.
Indtil for nylig sad min kollega, Wessam, og jeg ofte tilbage med tanker om, at vi måske kunne bruge vores tid bedre, når der ofte kun dukker en enkelt eller to elever op til bibelstudiet ud af de 50-60 elever, der sidder med, når undervisningen er dansk i stedet for i Bibelen.
Men for nogle uger siden kiggede Wessam på mig og sagde: ”Ved du hvad, jeg tror, Gud sender lige præcis dem, der har brug for at være her. Og så får de enkelte meget mere ud af det, end hvis der havde siddet 50 personer”. Det ændrede fuldstændig mit blik på vores lille gruppe. Fra at føles som en fiasko kunne jeg nu pludselig se Guds finger i det hele. Jesus talte jo heller ikke selv kun til folkemængden, men også ofte med den enkelte. Og for at slå det fast med syvtommersøm, sad jeg et par uger senere alene og snakkede med en arabisk kristen kvinde. Wessam kunne ikke komme, men havde han været der, havde vi heller ikke fået den samme fortrolige snak om glæder og sorger – kristen kvinde til kristen kvinde. Så hvad er succeskriteriet? Måske skal vi nogle gange lade Gud om at sætte det.
Af Johane Ettrup Larsen, tværkulturel medarbejder i Østjylland og IKC, december 2019
Español